Wednesday, December 29, 2010

Koldhævede gulerodsbrud

Der har været stille her på blog'en i nogen tid. Juleræset har krævet min tilstedeværelse i ganske udtalt grad. Ud over de sædvanlige juleforberedelser har alle familiens medlemmer været forkølede på skift her i juledagene. Desuden har jeg også haft travlt med at læse en masse relevant og samfundskritisk litteratur (omhandlende vampyrer og varulve). Bøgerne skriver jeg dog først om en anden dag med lidt mere tid.

Jeg fik en opskrift på gulerodsbrud via min mødregruppe for nogen tid siden. Først lavede jeg bruddene helt efter opskriften, men det fungerede ikke helt for mig. De flød for meget ud under bagningen. Derefter lavede jeg dem igen med flere modificeringer. Der er ændret lidt på forholdet mellem mel og væske, og en lille del af hvedemelet er skiftet ud med grahamsmel, da jeg synes de mætter lidt bedre når de er en anelse grovere. Desuden lavede jeg dem "koldhævet". Af tidsmæssige årsager er stort set alt det brød jeg bager koldhævet.



Koldhævede gulerodsbrud
10 stk


Ingredienser:
Om aftenen:
20 g gær
2 dl vand
1 dl A 38 (eller lignende)
1 tsk salt
2 spsk rørsukker
400 g hvedemel
50 g grahamsmel

Næste morgen:
1 æg
150 g groftrevet gulerod
1 dl solsikkekerner

Gæren røres ud i koldt vand. Salt og sukker tilsættes, herefter tilsættes de øvrige ingredienser og dejen røres godt sammen. Den er noget klistret og skal røres med dejkroge eller lignende, ikke æltes med fingrene. Hæver natten over i køleskabet i en skål dækket med husholdningsfilm.
Næste morgen tændes ovnen på 200 grader. Mens ovnen varmer op slås et æg ud i dejen. Gulerod og solsikkekerner tilsættes, og det hele røres lidt rundt. Det må godt være en smule ujævnt fordelt, så det færdige resultat bliver lidt som bagerens gulerodsbrud. Fordeles på en plade med bagepapir med 2 skeer. Mellem hvert brud dyppes skeerne i vand. Bages i cirka 25 minutter ved 200 grader

3 comments:

  1. Har lige bagt gulerodsbrud og waauw hvor de smager godt. Tak for den opskrift :-)

    ReplyDelete
  2. Velbekomme :-) Jeg er glad for at høre at de blev gode.

    Med venlig hilsen,
    Anna

    ReplyDelete
  3. Ved du om man kan erstatte gulerødderne med rødbeder?

    ReplyDelete