Erasmus montanus

Juli måneds bogudfordring hos bogklubben mener er drama /skuespil. Jeg har her til aften i al hast læst Erasmus Montanus af Ludvig Holberg. Det blev lidt tilfældigheder, der afgjorde mit valg af læsestof. Egentlig ville jeg gerne have kastet mig over et lidt nyere skuespil, men eftersom det lokale bibliotek (som er degraderet til et kombibibliotek) holder lukket i juli, måtte jeg prøve at skaffe mig noget læsestof fra det store bibliotek (internettet). Læsestoffet fandt jeg på Arkiv for Dansk Litteratur, som indeholder forskellige klassiske, danske forfatteres værker.

Erasmus Montanus er historien om bondesønden Rasmus Berg, som, efter at have studeret mange år i København, tager hjem og besøger sin familie i en lille landsby. Rasmus Berg, eller Monsier Montanus som han ønsker at blive tituleret, kommer hurtigt på kant med beboerne i den lille landsby på grund af hans arrogance og diskussionslyst. Ved hjælp af filosofisk argumentation beviser han, at for eksempel hans mor Nille er en sten, eller at degnen er en hane. Særligt provokerende for landbyboerne er det, at Erasmus Montanus argumenterer for, at jorden er rund. End ikke truslen om, at miste sin forlovede kan få ham til at ændre mening. Først da han lokkes i en fælde af en snedig løjtnant og har udsigt til en tilværelse som soldat, erklærer han højlydt, at 'jorden er flad som en pandekage' for at slippe ud af kniben.

Erasmus Montanus var mere underholdende end forventet. Jeg sad indimellem og smågrinede på grund af de ganske komiske dialoger. Humoren holder stadig, selvom stykket har nogle hundrede år på bagen. Der er samtidig noget meget dansk over skildringen af den lærde, lidt højrøvede person, der skal ned med nakken. Pointerne er fuldstændig bøjet i neon, hvilket sikkert er et tidstypisk træk. Det var interessant at læse et skuespil, fordi der er kræset så meget om dialogerne, men jeg vil nok generelt foretrække at se skuespil opført fremfor at læse dem. Det bliver hurtigt irriterende at læse de der bi-kommentarer om, hvem der kommer og går osv.

Små blåbærtærter

Jeg er netop hjemkommet fra en uge ved Vesterhavet. Det er, som altid, skønt at nyde havet, stranden og blive blæst igennem. Vi var ganske heldige med vejret. Meterologerne havde lovet regn hele ugen, så jeg havde forestillet mig et scenarie, hvor 4 voksne og 2 børn var spærret inde i et sommerhus en hel uge. Vejret blev heldigvis markant bedre end lovet, kun en enkelt dag regnede det. Og som ekstra lille bonus var havvandet kun lidt koldt, ikke is-koldt :-)

Disse små blåbærtærter forkælede vi os selv med i går, fordi jeg fandt store mængder blåbær til næsten ingen penge i det lokale supermarked. Eller i virkeligheden er det nok en masse mosebøllebær, jeg har fået fat i. Men det er ligemeget for mig, så længe bærrene smager godt.. Opskriften, som jeg har lavet før, er fundet i Krudtugler og Kanelsnegle af Sif Orrelana.

Små blåbærtærter


Dej:
125 g smør
1,25 dl sukker
1 spsk lys sirup
1,5 spsk vaniljesukker
3 dl mel
1,5 tsk bagepulver

Blåbærmousse:
2 dl piskefløde
1 dl fromage frais
0,5 dl sukker
2 dl friske blåbær

Pynt:
1 dl blåbær

Desuden:
Muffinsform med 12 huller eller silikoneforme.

Først laves tærtebundene. Ovnen tændes på 200 grader. Mel, vaniljesukker og bagepulver blandes, smørret smuldres heri. Sukker og sirup tilsættes, hvorefter dejen samles hurtigt. Dejen deles i 10 og trykkes ud i muffinsforme. Bundene bages i 10 minutter, til de er gyldenbrune.

Umiddelbart inden servering laves blåbærmoussen. Fløden piskes til nogenlunde stift skum. Herefter blandes fromage frais, sukker og blåbær i. Der piskes videre, til konsistensen er mere stiv. Moussen lægges i tærtebundene, pyntes med bær og står 10 minutter på køl inden servering.

Koldskålskage

Jeg faldt over denne kage på Politikens hjemmeside og var simpelthen nødt til at prøve den af. Det er jo den vildeste børnefantasi, der med et bliver til virkelighed. Min 4-årige søn var da også med det samme helt med på konceptet. Kagen består af en kammerjunkebund, kærnemælks-fromage samt jordbær til pynt. Den smager som en lettere udgave af cheesecake, hvilket bestemt ikke gør noget på denne årstid, hvor det skulle forestille at være sommer. Jeg har ændret lidt på krydringen af kammerjunkebunden. Der skulle egentlig 8 g kardemomme i! Kardemomme i større mængder er ikke lige min kop te, så det valgte jeg at reducere kraftigt. Der er også lavet andre mindre justeringer..

Koldskålskage

Kammerjunkebund
125 g smør
250 g mel
75 g sukker
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
1/2 tsk kardemomme
1/2 æg
1/2 dl sødmælk
revet skal af 1/2 citron

Kærnemælks-fromage
3 blade husblas
50 g flormelis
1/2 vaniljestang
2,5 dl kærnemælk
2,5 dl piskefløde
revet skal af 1/2 citron
saft af 1 citron

Jordbærgele
100 g jordbær, friske eller frosne
25 g sukker
1 blad husblas

desuden cirka 15 friske jordbær

Først skal kammerjunkebunden bages. Mel, krydderier, bagepulver og citronskal blandes, og smørret smuldres i melet. Herefter tilsættes sukker, og dejen samles med æg og sødmælk. Rulles ud mellem 2 stykker bagepapir til 3 - 5 mm's tykkelse. Bunden bages ved 180 grader i cirka 20 minutter, til den er gylden. Straks efter stikkes den ud med en rund ring, der er en smule mindre, end den form kagen laves i. Jeg gjorde det, at jeg stak bunden ud med en springform på 24 cm, og lavede kagen i en springform på 28 cm. Bunden afkøles.

3 blade husblas lægges i blød i koldt vand. Imens renses de friske jordbær og skæres i halve. Springformen på 28 cm fores med bagepapir. Kammerjunkebunden placeres i midten og de halverede jordbær placeres rundt langs kanten. Kærnemælksfromagen laves: Fløden piskes. Kærnemælk blandes med flormelis og vanilje. Husblas smeltes over vandbad sammen med citronsaften og vendes i kærnemælken sammen med citronskallen. Flødeskummet vendes i, og massen hældes op til kanten af jordbærrene. Sættes på køl.

Når fromagen har sat sig, laves jordbærgeléen og hældes på: Jordbærrene koges med sukkeret samt blendes og afkøles. 1 blad husblas opblødes i vand og smeltes over vandbad og tilsættes jorbærmassen, som forsigtigt fordeles ovenpå kagen. Kagen stivner på køl et par timer inden servering.

Mums!!

Hypnotisøren

Hypnotisøren er skrevet under pseudonymet Lars Kepler, som anvendes af forfatterparret Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril. Der var en del hype i forbindelse med udgivelsen i 2009, derfor kom bogen dengang på min laaaaange liste over bøger, jeg gerne vil læse.

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal mene om Hypnotisøren. Altså den var da spændende nok og tempoet er ganske højt gennem hele bogen. Selvfølgelig er hovedpersonen ret klicheagtig, det hører til genren (hvilket er en af årsagerne til, at jeg ikke læser så mange krimier). Sproget er forholdsvist klinisk og kedeligt, ligesom de mange og hyppige kapitelinddelinger efter dato og klokkeslet hurtigt bliver et irritationsmoment. Mit altovervejende problem med bogen er dog, at forbrydelserne er decideret væmmelige at læse om, hvilket flere gange var ved at få mig til at opgive bogen. Når ubehagelige ting involverer børn, har jeg meget svært ved at kapere det. Hvis jeg så i det mindste kunne se en mening eller et mål med at læse om disse grusomme og tragiske forbrydelser. For eksempel er Stieg Larsons Salander-bøger også ganske barske sine steder, men her har forfatteren villet sætte fokus på kvinders position i samfundet (herunder også trafficking). Jeg har svært ved egentlig at finde ud af, hvad forfatterparrets budskab er med denne bog. Det virker lidt som om de prøver at udnytte en eller anden Stieg Larson-effekt ved at skrive en svensk krimi, som er endnu mere bloddryppende.

Slutteligt er jeg for videnskabeligt anlagt til at tro på den helt store effekt af hypnose, selvom det fremgår tydeligt, at forfatterparret har sat sig grundigt ind i emnet. Kæden hopper af for mig, når man tilsyneladende kan få vidneudsagn fra semikomatøse personer ved hjælp af hypnose. Selvfølgelig er det fiktion, men når krimier nu bevæger sig ret tæt på 'den virkelige verden', gør det altså ikke noget, hvis man kan forestille sig, at det kan lade sig gøre..

Lækker kage med havens bær

Der var stadig en mikroskopisk portion solbær tilbage på busken efter min lidet succesfulde solbærmassakre. Desuden var de hvide ribs ved at være klar til at blive høstet (Lige et lille ribshøster tip: ribs høstes i hele klaser - ellers smatter de!). Som anvendelse for bærrene fandt jeg en solbær-ribskage hos ungersvenden. Der skal blandt andet kokosmel i, hvilket jeg forestillede mig ville fungere fint sammen med de lidt halvsure bær. Og jeg var bestemt ikke skuffet, kagen blev rigtig lækker! Jeg kunne desværre ikke mønstre de 400 gram bær, der skulle have været brugt til kagen (400 g ribs og solbær er ret meget!). Men med en lille bakke blåbær fra supermarkedet nåede jeg op på 300 g, så sukkermængden til bærrene er reduceret en smule. Desuden erstattede jeg fløde 9 % med noget creme fraiche, jeg lige havde stående. Opskriften er skrevet som jeg lavede den..

Kagen kommer ikke helt til sin ret i den lidt halvdunkle belysning, jeg fik taget billeder i, men den blev faktisk ganske flot med de rød-lilla bær ovenpå.

Solbær-ribskage

300 g blandede bær (solbær, ribs og blåbær)
100 g sukker (til bær)
2 æg
160 g sukker (til kage)
1 dl creme fraiche
2 tsk vaniljesukker
200 g mel
70 g kokosmel
2 tsk bagepulver

Creme fraiche eller flødeskum til servering

Bærrene blandes med sukker og lægges i bunden af en 24 cm springform beklædt med bagepapir. Ægget piskes luftigt med sukker og vaniljesukker, og creme fraiche røres i. Mel, kokosmel og bagepulver vendes i. Dejen puttes ovenpå bærrene. Kagen bages ved 180 grader i cirka 60 minutter. Vendes ud, så de flotte bær er øverst, og afkøles.

Så nåede jeg også at lave hyldeblomstsaft..

Og det blev så stor en succes at jeg skyndte mig ud og samle blomsterskærme til en portion mere her til formiddag. Portionen fra idag ryger direkte i fryseren, så vi kan få os en dosis sol og sommer når efterårskulden begynder at bide. Det er ved at være absolut sidste chance for at lave hyldeblomstsaft, kun de buske, der står i skyggen, har stadig lidt blomster tilbage. Jeg har aldrig lavet hyldeblomstsaft før, men som med så meget andet, er det egentlig ganske nemt. Den største udfordring er at finde plads til saftblandingen i køleskabet de 3 dage, det skal trække.

Jeg fik hjælp af en lille hyldeblomstklipper-assistent, som insisterede på at blive fotograferet med det færdige produkt :-)

Hyldeblomstsaft

30 blomsterskærme
1 kg rørsukker
saften fra 3 citroner
20 g citronsyre
3/4 liter kogt vand

Sukker og citronsyre opløses i kogende vand. Blomsterskærmene kigges efter for små dyr, og så meget af stilkene som muligt fjernes. Citronsaft og blomsterskærme blandes med sukkervandet, og blandingen står koldt i 3 dage. Der skal røres lidt i det hver dag. Herefter sies saften gennem et rent klæde og hældes på atamonskyllede glas.

NB: Saften skal selvfølgelig fortyndes inden den drikkes :-)

Solbærmassakre..

Ih, hvor havde jeg ellers glædet mig til at skrive netop dette indlæg. Solbærrene på min lille solbærbusk var helt perfekte til at blive høstet. Det blev til en lille, men dog alligevel ganske pæn portion bær, når man tager i betragtning at busken blev plantet i efteråret.

Nå, men efter nøje overvejelser besluttede jeg mig for at lave en lækker kage med årets kostbare høst. Jeg fandt en opskrift på solbærkage i Leila Lindholms 'A Piece of Cake'. Den var virkelig flot på billedet i bogen.. En saftig sukkerbrødskage bagt i ringform med spredte solbær indeni. Men ak! Min egen kage blev på ingen måde så dekorativ som billedet..

Der var alt, alt for mange solbær i kagen! De sank simpelthen til bunds, hvilket vil sige, at de endte med at ligge i toppen af kagen, når den blev vendt ud af ringformen. En anden gang (det vil sige næste år, suk!) vil jeg nok kun putte 1/3 af solbærrene i, i forhold til hvad der står i opskriften. Solbær smager også ret kraftigt, så der skulle en del creme fraiche til for at mildne smagen. Derudover kunne jeg vist godt bruge et kursus i disciplinen at vende en kage ud af en ringform ;-)

En lidt død periode..

Der har været temmelig stille herinde et godt stykke tid.. Alt for stille.. Her i begyndelsen af juni var jeg travlt optaget med at få en opgave lavet færdig.. Jeg har klaret forskellige hængepartier (læs: fag jeg manglede) her under barslen, så jeg bare er klar og fit for fight til at få overstået de sidste 1,5 år af mine studier til august, når barslen slutter. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg efterhånden glæder mig ret meget til at blive 'rigtig voksen' med færdiggjort uddannelse samt arbejde :-) Nå, men hvorom alt er, så fik vi det absolut kedeligst tænkelige mad, mens jeg knoklede med opgaven. Og efter den var afleveret for et par uger siden, havde jeg bare sådan en periode, hvor jeg bare overhovedet ikke gad skrive noget som helst.. Men lysten til at blogge lidt er heldigvis stille og roligt ved at vende tilbage ;-)

Som tidligere nævnt meldte jeg mig til bogudfordringen 2011 hos bogklubben mener. Juni måneds bogudfordring var bøger fra andre kontinenter end Europa og Nordamerika. Her kommer lidt om den bog, jeg læste:


Sultens Vej af Ben Okri

Handlingen udspiller sig i et slumkvarter i et afrikansk land, der minder meget om Nigeria. Man følger drengen Azaro og hans forældre i deres daglige kamp for at skabe sig en tålelig tilværelse. Desuden følger man kvarterets udvikling mod mere moderne tider. Drengen Azaro er et åndebarn, som er blevet født adskillige gange for snart at vende tilbage til sin åndeverden. Så der er altså også et parallelt univers, hvor Azaros åndevenner forsøger at kalde og lokke ham tilbage til åndeverdenen. Ved læsning af bogen blev jeg hurtigt en smule irriteret over det magiske univers. Det er til tider svært at holde styr på, hvad der sker i den virkelige verden og i den magiske verden, hvilket er noget jeg ofte finder frustrerende ved genren magisk realisme. På den anden side giver åndeverdenen fortællingen en mytisk og eventyragtig stemning, som meget godt illustrerer slumkvarterets beboeres syn på tilværelsen. Drengen Azaro får fortalt mange interessante myter eller sagn som forklaring på tilværelsens begivenheder. For eksempel myten om vejens gud, som af og til kræver ofre, for at menneskene færdes på den. De, der færdes på vejene, sætter så ind i mellem mad ud i vejkanten for at behage vejens gud, så han ikke snupper mennesker fra vejen. 

Alt i alt var det en interessant bog at læse. Men jeg fik desværre lidt en tendens til at skimme de til tider ret lange passager omhandlende åndeverdenen.