Sunday, August 14, 2011

Dead Reckoning af Charlaine Harris

Dead Reckoning er den foreløbigt sidste bog i serien om den telepatiske servitrice Sookie Stackhouse og hendes eskapader med vampyrer, varulve og andre overnaturlige væsner. For dem der ikke lige ved det, er det bøgerne bag tv-serien True Blood fra HBO. Jeg har virkelig nydt at læse serien, det er letlæst underholdning og helt perfekt, hvis man bare skal koble af. Vampyrerne man følger, er ikke så helt utåleligt ædle og heroiske, som i Twiligt-serien, og de romantiske passager er skrevet til et mere modent publikum (mere husmoderporno, mindre teenagefjolleri, yeah!). Der er så mange skæve og morsomme bi-karakterer. Hovedpersonen selv er desuden en ret (ufrivilligt) komisk karakter. Hun har det her billede af sig selv som en pæn og dydig sydstatspige, men virkeligheden lever, for at sige det mildt, ikke helt op til selvbilledet. Efterhånden i serien støder man på mange forskellige slags overnaturlige væsner, for eksempel vampyrer og varulve (d'oh!), shifters, wiches, wiccans og faries, for bare at nævne nogle stykker. De forskellige overnaturlige væsner og de dertil hørende minisamfund virker meget gennemarbejdede, omend forfatteren ikke trætter sine læsere med mange og lange passager med miljøbeskrivelser. Bøgerne er ved at blive oversat til dansk, jeg ved dog ikke lige hvor langt de er nået.

Når jeg nu ellers har været så glad for at læse serien, er det lidt ærgerligt, at det lige er denne bog, jeg skriver om. Faktisk synes jeg det er den klart ringeste af bøgerne. Det virker som en bog, hvor forfatteren bare har plukket lidt her og der fra handlingselementer i de tidligere bøger. Særligt i starten går handlingen helt i tomgang, idet den første halvdel af bogen bruges på at finde et hemmeligt brev i et chatol (kort resume: hovedpersonen tænker på at sortere ud i et rum, hovedpersonen sorterer ud i et rum, møblerne bæres ud af rummet, en antikhandler vurderer møblerne og finder surprise, surprise det gemte brev). Længere inde i bogen hives en gammel flamme pludselig ind i en absurd og pinlig situation, hvad meningen med det afsnit er, aner jeg ikke. Måske forsøger forfatteren at kamuflere den lidet eksisterende handling ved hjælp af lækre mænd i adam-kostume. Slutningen, som jeg ikke vil afsløre, halter gevaldigt. Det kan være bogen er tænkt som en in-between-bog, hvor visse ting i bøgernes fortløbende handling skal afsluttes for at nye, spændende ting kan ske i de kommende bøger. Det håber jeg! For ellers er serien vist ved at løbe lidt ud i sandet..

2 comments:

  1. Hej Anna

    jeg vil gerne sende dig en invitatin til vores netværk hos www.madmedier.dk, men kan ikke lige finde en kontaktmail på din blog.

    Kontakt mig gerne hvis det har interesse, kp@madmedier.dk

    /Kristina

    ReplyDelete
  2. Det lyder spændende :-) Jeg sender lige en mail..

    ReplyDelete