Monday, November 29, 2010

Populærmusik fra Vittula

Efter længere tids rejse rundt omkring hos familie og venner kom denne bog tilbage til sit hjem i min bogreol for en måneds tid siden. Det gav mig anledning til at læse den igen - og det var et ganske glædeligt gensyn.

Bogen foregår i 1960'erne i en provinsby i den yderste afkrog af Sverige, tæt på den svensk-finske grænse. Det er så meget udkant, at det får en by som Thyborøn til at fremstå som en driftig metropol. Fortælleren vokser op i et kvarter som i folkemunde bliver kaldt Vittula-jänkka, direkte oversat, kussemosen - en slet skjult hentydning til alle de børn, der fødes i kvarteret i efterkrigstiden. Fortælleren opdager rockmusikken og forsøger sammen med sin kammerat at stable et rockband på benene. Fremskridtet kommer i øvrigt kun langsomt til området. Der er stolte traditioner for manddomsprøver såsom langtidsophold i sauna og hæmningsløs druk, når familiens ære skal forsvares. Ved den obligatoriske far og søn samtale under puberteten indvies man, ud over bien og blomsterne, i hvilke familier man skylder hævn på grund af gamle uoverensstemmelser, samt hvem man ikke skal gifte sig med for at undgå indavl. Byen er forbundet på kryds og tværs af usynlige tråde.

Jeg må virkelig advare mod at læse denne bog i et offentligt transportmiddel. Man risikerer at blive stemplet som særling, fordi man let kommer til at sidde og klukle for sig selv. Handlingen fortælles med en, synes jeg, ret uovertruffen sarkasme og sort humor.

2 comments:

  1. Hej Anna!
    En lille comment fra mig.. Jeg har lige købt Populærmusik fra Vittula og læst den i et snuptag. Ja, den er både fængende, morsom og dybt .. ja, god. Kom gerne med flere anbefalinger på gode bøger - det plejer at være et hit for mig!
    Godt nytår.
    Knus Line

    ReplyDelete
  2. Hej Line.
    Jeg er glad for at du kan lide bogen, det er virkelig en af mine favoritter. Forhåbentlig kommer der snart flere anbefalinger, men det går desværre lidt sløjt med at få læst for tiden. Hvis du falder over en god bog, så sig endelig til!
    Godt nytår selv ;-)
    Knus fra Anna

    ReplyDelete