Monday, December 13, 2010

Hjemmelavet italiensk salat

Grrr, dumme computer og dumme internet! De sidste par dage har jeg "hygget" mig med at lægge billeder ind på alle mine indlæg igen. Min blogspot konto skulle nemlig flyttes fra den ene google-konto til den anden, og i den forbindelse var samtlige billeder blevet til døde links. Jeg priser mig bare lykkelig for at jeg kun har blogget i få måneder, ellers ville det have været en helt uoverkommelig opgave. Derudover er jeg meget taknemmelig for, at min mand brugte sin egen blog som "test-dummy" først, så det ikke var det hele, der skulle sættes op igen!

I går sprang vi mere eller mindre aftensmaden over. Der skulle nemlig hentes juletræ i skoven. Det var bidende koldt og voldsomt glat ude i skoven. Desuden viste det sig at min datter Vera, med sine 9 kg's kampvægt, er blevet for stor og omfangsrig til at sidde i sin bæresele, så hende måtte jeg bære på armen. Det endte derfor med at blive lidt af en stroppetur, og vi spiste nogle meget velfortjente æbleskiver, da vi kom hjem fra skoven, i stedet for mere fornuftig mad. Og nej, dem blogger jeg ikke om, for det var så fjernt fra hjemmelavet som noget kan være ;o)

Lidt senere på aftenen meldte sulten sig igen, og da blev rugbrødsmadderne lige peppet op med lidt hjemmelavet italiensk salat:

Først lavede jeg mayonaise:

Ingredienser:
1 pasteuriseret æggeblomme (desværre fås de kun i form af 2 æggeblommer i et bæger, så jeg måtte kassere resten)
1 nip salt
1 nip hvid peber
1 tsk hvidvinseddike
1/2 tsk dijonsennep
1 dl koldpresset rapsolie.

Æg og olie skal have stuetemperatur, ellers risikerer man at mayonaisen skiller. Æggeblommen piskes med salt, peber, vineddike og sennep i en rundbundet skål til den har en konsistens, der minder om æggesnaps. Jeg brugte piskerisene på håndmixeren. Herefter tilsættes olie 1 tsk ad gangen, mens man pisker kraftigt. Al olien skal være rørt ind inden næste portion tilsættes. Når mayonaisen begynder at stivne, kan man hælde olien lidt hurtigere i.

NB: Min mayonaise fik en ok konsistens, men blev noget mere gul end de købte. Jeg ved ikke om der bliver puttet noget snyde-kemi i de købte, eller om der er et eller andet man kan gøre for at få det til at blive mere hvidt.

Dernæst italiensk salat:

Ingredienser:
100 g gulerod i små tern
50 g frostærter
50 g hvide aspargessnitter fra dåse
75 g god mayonaise (svarer cirka til den lavede mængde)
3 spsk A 38
1 tsk citronsaft
salt og peber

Guleroden koges få minutter, så den er mør, men stadig med lidt bid. Det sidste minut koges ærterne med. Grøntsagerne afkøles og dryppes af. Det er vigtigt at væsken kommer godt af. Grøntsagerne vendes i mayonaiseblandingen. Der smages til med krydderier, citronsaft og eventuelt lidt mere dijonsennep.



Smager rigtig godt på et stykke hjemmebagt rugbrød med hamburgerryg!

No comments:

Post a Comment