Sunday, July 31, 2011

Erasmus montanus

Juli måneds bogudfordring hos bogklubben mener er drama /skuespil. Jeg har her til aften i al hast læst Erasmus Montanus af Ludvig Holberg. Det blev lidt tilfældigheder, der afgjorde mit valg af læsestof. Egentlig ville jeg gerne have kastet mig over et lidt nyere skuespil, men eftersom det lokale bibliotek (som er degraderet til et kombibibliotek) holder lukket i juli, måtte jeg prøve at skaffe mig noget læsestof fra det store bibliotek (internettet). Læsestoffet fandt jeg på Arkiv for Dansk Litteratur, som indeholder forskellige klassiske, danske forfatteres værker.

Erasmus Montanus er historien om bondesønden Rasmus Berg, som, efter at have studeret mange år i København, tager hjem og besøger sin familie i en lille landsby. Rasmus Berg, eller Monsier Montanus som han ønsker at blive tituleret, kommer hurtigt på kant med beboerne i den lille landsby på grund af hans arrogance og diskussionslyst. Ved hjælp af filosofisk argumentation beviser han, at for eksempel hans mor Nille er en sten, eller at degnen er en hane. Særligt provokerende for landbyboerne er det, at Erasmus Montanus argumenterer for, at jorden er rund. End ikke truslen om, at miste sin forlovede kan få ham til at ændre mening. Først da han lokkes i en fælde af en snedig løjtnant og har udsigt til en tilværelse som soldat, erklærer han højlydt, at 'jorden er flad som en pandekage' for at slippe ud af kniben.

Erasmus Montanus var mere underholdende end forventet. Jeg sad indimellem og smågrinede på grund af de ganske komiske dialoger. Humoren holder stadig, selvom stykket har nogle hundrede år på bagen. Der er samtidig noget meget dansk over skildringen af den lærde, lidt højrøvede person, der skal ned med nakken. Pointerne er fuldstændig bøjet i neon, hvilket sikkert er et tidstypisk træk. Det var interessant at læse et skuespil, fordi der er kræset så meget om dialogerne, men jeg vil nok generelt foretrække at se skuespil opført fremfor at læse dem. Det bliver hurtigt irriterende at læse de der bi-kommentarer om, hvem der kommer og går osv.

No comments:

Post a Comment