Sunday, July 31, 2011

Små blåbærtærter

Jeg er netop hjemkommet fra en uge ved Vesterhavet. Det er, som altid, skønt at nyde havet, stranden og blive blæst igennem. Vi var ganske heldige med vejret. Meterologerne havde lovet regn hele ugen, så jeg havde forestillet mig et scenarie, hvor 4 voksne og 2 børn var spærret inde i et sommerhus en hel uge. Vejret blev heldigvis markant bedre end lovet, kun en enkelt dag regnede det. Og som ekstra lille bonus var havvandet kun lidt koldt, ikke is-koldt :-)

Disse små blåbærtærter forkælede vi os selv med i går, fordi jeg fandt store mængder blåbær til næsten ingen penge i det lokale supermarked. Eller i virkeligheden er det nok en masse mosebøllebær, jeg har fået fat i. Men det er ligemeget for mig, så længe bærrene smager godt.. Opskriften, som jeg har lavet før, er fundet i Krudtugler og Kanelsnegle af Sif Orrelana.



Små blåbærtærter


Dej:
125 g smør
1,25 dl sukker
1 spsk lys sirup
1,5 spsk vaniljesukker
3 dl mel
1,5 tsk bagepulver

Blåbærmousse:
2 dl piskefløde
1 dl fromage frais
0,5 dl sukker
2 dl friske blåbær

Pynt:
1 dl blåbær

Desuden:
Muffinsform med 12 huller eller silikoneforme.

Først laves tærtebundene. Ovnen tændes på 200 grader. Mel, vaniljesukker og bagepulver blandes, smørret smuldres heri. Sukker og sirup tilsættes, hvorefter dejen samles hurtigt. Dejen deles i 10 og trykkes ud i muffinsforme. Bundene bages i 10 minutter, til de er gyldenbrune.

Umiddelbart inden servering laves blåbærmoussen. Fløden piskes til nogenlunde stift skum. Herefter blandes fromage frais, sukker og blåbær i. Der piskes videre, til konsistensen er mere stiv. Moussen lægges i tærtebundene, pyntes med bær og står 10 minutter på køl inden servering.

No comments:

Post a Comment