Wednesday, July 13, 2011

Hypnotisøren

Hypnotisøren er skrevet under pseudonymet Lars Kepler, som anvendes af forfatterparret Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril. Der var en del hype i forbindelse med udgivelsen i 2009, derfor kom bogen dengang på min laaaaange liste over bøger, jeg gerne vil læse.

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal mene om Hypnotisøren. Altså den var da spændende nok og tempoet er ganske højt gennem hele bogen. Selvfølgelig er hovedpersonen ret klicheagtig, det hører til genren (hvilket er en af årsagerne til, at jeg ikke læser så mange krimier). Sproget er forholdsvist klinisk og kedeligt, ligesom de mange og hyppige kapitelinddelinger efter dato og klokkeslet hurtigt bliver et irritationsmoment. Mit altovervejende problem med bogen er dog, at forbrydelserne er decideret væmmelige at læse om, hvilket flere gange var ved at få mig til at opgive bogen. Når ubehagelige ting involverer børn, har jeg meget svært ved at kapere det. Hvis jeg så i det mindste kunne se en mening eller et mål med at læse om disse grusomme og tragiske forbrydelser. For eksempel er Stieg Larsons Salander-bøger også ganske barske sine steder, men her har forfatteren villet sætte fokus på kvinders position i samfundet (herunder også trafficking). Jeg har svært ved egentlig at finde ud af, hvad forfatterparrets budskab er med denne bog. Det virker lidt som om de prøver at udnytte en eller anden Stieg Larson-effekt ved at skrive en svensk krimi, som er endnu mere bloddryppende.

Slutteligt er jeg for videnskabeligt anlagt til at tro på den helt store effekt af hypnose, selvom det fremgår tydeligt, at forfatterparret har sat sig grundigt ind i emnet. Kæden hopper af for mig, når man tilsyneladende kan få vidneudsagn fra semikomatøse personer ved hjælp af hypnose. Selvfølgelig er det fiktion, men når krimier nu bevæger sig ret tæt på 'den virkelige verden', gør det altså ikke noget, hvis man kan forestille sig, at det kan lade sig gøre..

4 comments:

  1. Hej

    Tak for anmeldelsen, den var spændende.
    Jeg har bogen på min liste, men nu rykker den lige lidt længere ned.

    - Ungersvenden

    ReplyDelete
  2. Det er så længe siden jeg læste bogen, at jeg egentlig ikke kan huske det store. Sådan kan det gå, når man læser mange bøger ;-)
    Mht. hypnose, så er det bestemt ikke hokus pokus. Jeg har prøvet det een gang, og uden at gå i detaljer, så er det noget af det mest fantastiske jeg har oplevet :)
    Jeg kan se, at du nu læser Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet. Jeg hørte den som ebog, og lå i min seng og skrald grinede. Den er go' :)

    ReplyDelete
  3. Hej Ungersvend

    Jeg var, som sagt, ikke helt så imponeret, men nu er jeg heller ikke den store krimilæser..

    Mvh Anna

    ReplyDelete
  4. Hej Apple

    Hm, det kan være jeg skal revurdere mit syn på hypnose.. ;-)
    Ja, lige nu er jeg igang med den hundredeårige, der kravlede ud af vinduet, og er ganske godt underholdt indtil videre. Det er nok mere en bog efter mit hoved :-)
    Jeg kender i øvrigt godt det der med at glemme handlingen i bøger, jeg har læst for længe siden. Særligt de bøger, som jeg synes hverken godt eller dårligt om, kan jeg glemme store dele af af handlingen fra. Derfor er det egentlig meget rart lige at skrive et par ord om hver læst bog..

    Mvh Anna

    ReplyDelete