Friday, March 4, 2011

Quinoa for begyndere

Under et togt til Salling Super (av mit dankort!) fik jeg blandt andet hjembragt en pose quinoa. Jeg har aldrig smagt det før, så nu skulle det være! Quinoa er ernæringsmæssigt interessant, fordi det angiveligt skulle indeholde de fleste essentielle aminosyrer. Botanisk set er quinoa et frø. Der er bitterstoffer i skallen, så de skal skyldes grundigt inden kogning. Det kan man gøre ved at hælde lunkent vand over frøene og røre rundt i et stykke tid. Smagen er ret speciel, jeg synes det minder en smule om boghvede. 

Jeg fandt opskriftsinspiration hos Årstiderne. Der er dog ændret en del i forhold til den oprindelige opskrift. Det skulle blandt andet have været bladselleri i både salat og frikadeller, men det sprang jeg over, da jeg er den eneste herhjemme, som bryder sig om bladselleri. Frikadellerne valgte jeg at lave ret traditionelt. Enhver, der har småbørn ved, at 'klumper' af alt muligt i frikadeller bare ikke er et hit. 


Grøn quinoasalat og krydrede frikadeller

Ingredienser til salat:
2 dl quinoa
et par flager citronskal
1 skalotteløg
1 dl hakket bredbladet persille (eller andre krydderurter)
200 g grønne bønner (gerne fra frost)
1 bakke blandede svampe
Til dressing: 1 spsk olivenolie samt 1 spsk hvid balsamicoeddike

Ingredienser til frikadeller:
400 g hakket kalv og flæsk
1 tsk spidskommen
1 skalotteløg
1 dl havregryn
1 æg 
1 dl mælk

Quinoasalat: Quinoa skylles grundigt og koges med 5 dl vand i 10 minutter, sammen med citronskal og hakket skalotteløg. 1/2 tsk salt tilsættes, og det står og trækker i 5 minutter. Bønnerne skæres i lidt mindre stykker  og gives et lille opkog i kogende vand. Svampene renses og skæres i skiver. Steges i olie ved god varme. Svampe og bønner vendes i quinoaen sammen med hakket bredbladet persille. Citronskallerne skal naturligvis fiskes op først. Dressingen krydres med salt og peber, og vendes i. Serveres med krydrede frikadeller. 




Krydrede frikadeller: Farsen røres sej med 1 tsk salt. Herefter tilsættes spidskommen, lidt friskkværnet peber, revet skalotteløg og havregryn. Ægget røres ud i farsen og til sidst tilsættes mælk lidt ad gangen. Steges i olie i 5 - 7 minutter på hver side. 

4 comments:

  1. Lækkert for søren. Jeg har prøvet sort quinoa, som smager rigtig godt og har meget mere lethed over sig end fx ris. Hvid quinoa er skrevet på to do listen.

    C. :)

    ReplyDelete
  2. Øj, det ser godt ud! Den salat får mig virkelig på forårstanker :-)

    Rigtig god weekend!

    ReplyDelete
  3. Hej Carla.
    Ja, det var egentlig ganske lækkert. Jeg er totalt quinoa-novice, så opdagede først, at der også eksisterer sort quinoa, da jeg googlede efter opskrifter. Så den sorte quinoa må jeg se at få prøvet snart ;-)

    ReplyDelete
  4. Hej Piskeris.
    Tak i lige måde :-) Jeg forsøger ihærdigt at fremskynde forårets komme ved at spise forårsmad. Og det virker!! Sneen er næsten ved at være væk her nord for Århus ;-)

    ReplyDelete